Jeg er smigret over, at andre forfattere har lyst til at høre min mening om deres værk. At overdrage sin ‘baby’ til mig eller andre betalæsere er et stort skridt for de fleste. Det er måske første gang, værket skal stå på egne ben. Og det giver bestemt kriller i maven. Det kan jeg selv huske, da jeg sendte ‘Mayas verden’ til betalæsere.
En del af processen
Inden en bog bliver trykt er der mange faser den skal igennem. Og betalæsningen er en af dem. Tiden, hvor forfatteren holder vejret og venter i spænding på at få konstruktive input og refleksioner. Og forløsningen kommer, når de første mails modtages.
Betalæsere er, som udgangspunkt, romanens venner. De ser efter det bedste i den, og roser når ros fortjenes. Og de kommer med forslag til at forbedre den, så den bliver endnu skarpere og mere velformuleret.
Denne fase er guld værd, og betalæseres værdi kan ikke gøres op. Ikke to betalæsere er ens, og det er forskellige ting, de falder over i romanen. Nuancerne i tilbagemeldingerne kan være lige så forskellige, som vi er som mennesker. Og det værdsætter forfatteren.
Passer alle ‘stumperne’ sammen
Som betalæser har jeg fornøjelsen af at læse andres værker, som en af de første. Det er en tillidssag. Og det er min opgave at være konstruktiv og kritisk. Passer alle ‘stumperne’ sammen, så de danner en interessant historie? Udgør handlingen en spændende og uforudsigelig farve palette, som giver læseren lyst til at læse til ende? Måske er plottet godt, men de sproglige formuleringer eller ordvalg besværliggør læsningen. Nogle gange kan det ligefrem ødelægge læseoplevelsen, hvis en sætning skal læses gentagne gange, før den forstås. Alle disse små finurligheder hjælper betalæseren med at få luget ud af teksten.
Og jeg bliver klogere for hver tekst, jeg betalæser. Disse tekster kræver at jeg går i dybden med dem, som jeg ikke ville gøre ved en almindelig hyggelæsning. Og når jeg dykker ned i dem, opdager jeg perlerne i teksten, som kan få mig til at tænke: Genialt, hvorfor har jeg aldrig selv tænkt det. Beskrivelser, der fuldender fornemmelsen af stedet, hvor handlingen udspiller sig. Alle de små som store wows jeg oplever, skriver jeg mig bag øret som fremtidig inspiration.
Ikke alle formuleringer eller beskrivelser rør mig på samme måde. Der kan også være passager, hvor min første tanke er, at det her skal jeg huske aldrig at skrive selv. Læringen går i begge retninger. Og gud ske lov for det. Billeder og modbilleder er med til at skabe nye idéer og tanker.
Det er forlagenes opmærksomhed der ønskes i første omgang
Efter betalæsning venter sidste redigering, hvor alle de konstruktive kommentarer skal indarbejdes. En sidste korrekturlæsning for at fange taste fejl eller stavefejl og manuskriptet er klar til at møde en forlags redaktørs kritiske øjne. Et gennemarbejdet og godt værk med en god handling fanger forhåbentligt redaktørens opmærksomhed, så romanen kommer i måske bunken – fremfor et hurtigt “Nej tak, dur ikke,” som prinsessen i Klods Hans ville have sagt.
Mens jeg ivrigt venter på mine betalæseres tilbagemeldinger, kaster jeg mig over deres værker, så mine tanker er afledt fra ventetiden. Det er dejligt, at vi kan hjælpe hinanden, og lave en bytte-bytte købmand løsning. Deres første kommentarer om Maya er begyndt at komme, men jeg venter (næsten) tålmodigt på de sidste betalæseres input, inden redigeringen genoptages til det endelige færdige værk.