Når jeg tænker 5 år tilbage, fyldte forfatter drømmen ingenting. Ja, det lyder måske mærkværdigt, når jeg i dag er så dedikeret. Men ikke desto mindre er det sandt. Da eksisterede drømmen ikke endnu.
I mine sene teenage år oplevede jeg desværre flere dødsfald indenfor meget kort tid og for at hjælpe mig med at håndtere så meget sorg i så ung en alder, havde jeg en kort periode hos en psykolog. Hun lærte mig at skrive mig ud af mine frustrationer og tanker.
Det blev blandt andet til afskedsbreve og tanker om livet generelt, hvad jeg ønskede af fremtiden. At turde tro på det og forfølge det. Mit liv var der stadig, og det skulle leves.
I årtierne efter skrev jeg lejlighedsvis lidt digte eller noveller for at tømme mit hoved. Og hver gang mærkede jeg roen sænke sig i mit indre, for det der fyldte, fyldte ikke mere. Det var skrevet ud af min krop og ned på papiret.
For et par år siden sad jeg og talte med en veninde, der er clairvoyant. Jeg stod et sted i tilværelsen, hvor jeg skulle vælge min vej. Det var ikke længere muligt at gå ligeud. Men ville jeg helst til venstre eller højre, når vejen delte sig? Det havde jeg tænkt meget over, og vi fik os en åben snak om de udfordringer (fordele/ulemper), der er ved alle valg i livet.
Midt i snakken indskød hun en kommentar:
“Jeg fornemmer, du har en historie i dig, som skal ud. Har du nogensinde overvejet at skrive en bog?”
Meget tavs stirrede jeg på hende. Selv i dag kan jeg huske, hvor overrasket jeg blev over hendes kommentar. Og nej, jeg havde overhoved ikke tænkt i de baner. Tværtimod. Nok havde jeg skrevet af mere meditative grunde, men en bog. Tanken havde aldrig strejfet mig.
Hun smilte til mig, som havde hun blot spurgt mig, om jeg ønskede en kop kaffe mere. For hende var det naturligt og rigtigt. Det var tydeligt at se på hendes reaktion.
Efter længere tavshed fik jeg gryntet en lyd, mens jeg stadig stirrede vantro på hende.
“Jeg mener det, Pia. Du burde overveje at sætte noget tid af til at skrive. Prøv det af. Jeg siger ikke, at du med sikkerhed får udgivet bogen, men du har så mange historier i dit hoved. Kast dig ud i det. Tøm hovedet.”
Hjemme nævnte jeg opfordringen for min mand, og uden tøven sagde han:
“Du starter bare,” og sendte mig sit hjertevarme smil, mens hans øjne glødede af kærlighed og opbakning til mig.
Dagen efter gik jeg lidt rundt om den varme grød. Havde jeg en historie i hovedet, der skulle ud? Umiddelbart havde jeg selv svært ved at forholde mig til det. Da min mand blev træt af at se mig trippe rundt, bad han mig om at sætte mig til tasterne og se, hvad der skete, når jeg havde et blankt Word dokument foran mig.
Som sagt, så gjort. Jeg satte mig og gloede på det blanke dokument. Tog en dyb indånding og begyndte at taste. Mange timer senere printede jeg min tekst ud og traskede lidt uafklaret gennem huset hen til ham og rakte teksten frem.
“Har du lyst til at læse, hvad der kom ud af de timer foran skærmen?” Uden tøven tog hans imødekommende hånd imod de syv A4 ark.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min værste kritiker er mig selv. Den næst værste er min mand. Læser han noget som keder ham, lægger han ikke fingre imellem. Den barske sandhed kommer på en sober måde, så jeg ikke er i tvivl om han holdning.
For at undgå hans umiddelbare reaktion valgte jeg at gå i køkkenet for at lave kaffe. Stille listede jeg ind med koppen og satte den foran ham. Han læste stadig. Havde det været skidt, ville papirerne ligge på bordet – og han ville være klar til en nu-skal-du-høre snak.
Jeg satte mig i sofaen og holdt øje med ham i øjenkrogen. Han læste, side for side. Uden at værdige mig et blik undervejs.
Sidste punktum var nået. Langsomt lagde han papirerne ned på bordet og løftede koppen for at tage en tår. Der var mange tanker i hans hoved nu. Det var tydeligt. Koppen blev sat forsigtigt igen.
“Skat, du skal skrive. Det her er slet ikke perfekt, men handlingen, altså selve historien du er startet på. Den er unik. Jeg er helt med på, at det er en historie til kvinder, men på trods af det har jeg faktisk lyst til at læse mere.”
Jeg var ved at tabe koppen. Her havde jeg siddet ved hans side og mandet mig op til at få kritik. I bedste fald konstruktiv kritik i stedet for et, ‘du skal nok bare lægge det i skuffen igen’ kommentar.
Målløs sad jeg og ledte efter ordene, men der kom ingen. Jeg forblev tavs.
Dagen efter satte jeg mig igen til computeren og fortsatte på historien. Som historien blev skrevet side for side, mærkede jeg en spirende drøm om, at bogen måske en dag kunne udgives. Og siden da har jeg arbejdet målrettet efter det.
Den nævnte historie var starten på Mayas Verden 1. Min første roman som nu er ved at blive redigeret og gennemskrevet. Og efterfølgeren Mayas Verden 2 er jeg allerede startet på.
Måske sidder du og tænker Hvorfor skriver hun ikke en roman færdig ad gangen? Og det er der et ganske logisk svar på. Ved at have hele historien fra start til slut er jeg sikker på, at bøgerne bliver delt der, hvor det giver mest mening i handlingen. Og at de skrive udfordringer jeg støder på i 2’eren, som måske er bundet op på handlingen i 1’eren kan blive rettet til, så serien fremstår som et samlet hele (forhåbentlig uden nogen huller eller fejl i handlingen). Ikke dermed sagt at 2’eren skal være fuldstændig færdig før 1’eren forhåbentlig kommer i handlen, men de grove træk skal i hvert fald være på plads, så jeg ikke får lavet et selvmål.
Når jeg i dag tænker tilbage på starten og springet ud i at sige og skrive til min omverden, at jeg var startet på en roman, husker jeg det som noget stort og grænseoverskridende. I dag er det blevet en helt naturlig del af mig, og jeg ville ikke undvære det. Skriveriet er blevet min mest dyrebare hobby, som jeg værdsætter inderligt.
Tak til min veninde for kommentaren, der startede alt.
Og tak til mand for opbakningen hver eneste dag. Uden ham ville jeg aldrig have forfulgt min drøm om at skrive.
