Ofte ser jeg forfattere/forfatterspirer i forskellige fora spørge ind til, hvad der er den bedste person og tid at skrive i. For mit vedkommende har 1. person datid altid været et naturligt valg.
En betalæser stillede et fornuftigt spørgsmål efter at have læst Mayas verden 1. Spørgsmålet gik på, om en roman (der er en udviklingsrejse) ikke bør skrives i 1. person nutid (og ikke datid som jeg har gjort). Det ville give en større indlevelse i Mayas liv og dilemmaer undervejs. Lidt stædigt holdt jeg fast i, at en udviklingsroman godt kunne skrives i datid… men kommentaren blev ved med at spøge i mit baghoved.
I den senere tid har jeg læst flere bøger, der er skrevet i 1. person nutid for at udfordre mig selv på min stædighed. Og ved sidste side har jeg hver gang spurgt mig selv, om det gjorde bogen mere levende for mig. Om jeg havde følt hovedpersonen bedre ved at følge hende i nutid i stedet for datid.
Meget mod min vilje (og stædighed) må jeg erkende, at det virker bedre i nutid. Så opstod det næste spørgsmål helt naturligt. Skulle jeg omskrive hele romanen fra datid til nutid? Det blev jeg enig med mig selv om, at Maya blev i datid. Måske næste kvindelige hovedperson skulle skrives i nutid. Den beslutning vil jeg træffe, når jeg starter på hende.
Nu havde jeg bevidstheden om, at romanen ville blive bedre i nutid, men var skrevet i datid. Og den bevidsthed har flere gange fået mig til at mærke efter, om jeg nu ikke alligevel skulle ændre tiden i romanen.
Jeg ved, at jeg ikke vil være helt tilfreds med resultatet, hvis jeg sender en roman på gaden, som jeg inderst inde ved kan blive bedre i en anden tid. Og når den forhåbentlig kommer på gaden, skal jeg kunne stå inde for resultatet og vide, at jeg har gjort mit yderste for at skabe en god og levende roman som er læseværdig.
Derfor er beslutningen nu taget. Kaffen er sat over. Mayas verden bliver nu omskrevet fra datid til nutid. Et stort, men nødvendigt arbejde for at skabe den bedst tænkelige roman til de læsehungrende ude i landet.