En sløv lørdag formiddag sad jeg og kiggede i en af de lokale aviser. Lidt blev læst, men ærligt så var det nok mest billeder jeg kiggede på. Enkelte artikler fangede min opmærksomhed og blev læst, delvis af interesse og i tidsfordriv. Jeg trængte til en total afslappende dag efter en hektisk uge.
I slutningen af avisen opdagede jeg pludselig en overskrift, der fik op af stolen. Nu var min sløve lørdag formiddag, pludselig ikke spor tilbagelænet mere. Jeg fik rettet ryggen og lænede mig ind over bordet med stor nysgerrighed.
Straks gik jeg i gang med at læse artiklen og lægens udtalelser om emnet. Du bliver desværre nødt til at bære over med mig, men emnet kan jeg ikke røbe endnu.
Artiklen satte gang i en masse tanker og ideer. Dette emne var helt oplagt til at indgå i Mayas Verden 3. Jeg har allerede røbet, at Maya trænger til ferie i den 2. bog. En ferie, der udvikler sig uventet og problematisk for hende. Og nu, lige foran mig i avisen, var der det oplagte dilemma, som skulle være en del af den 3. bog. Det vil være en fin rød tråd, der binder trilogien sammen.

Hurtigt blev computeren tændt og kort efter var tasterne glødende. Jeg skrev og skrev. Og inden jeg fik tænkt nærmere over, hvad jeg havde gang i, var første kapitel til Mayas Verden 3 skrevet. Og ja, jeg kan røbe så meget, at det involverer en læge – men den havde du nok gennemskuet selv på nuværende tidspunkt.
Maya er en lidt uheldig kvinde, og det bliver hun ved med at være – også i den tredje og sidste bog i trilogien. Men ikke alt uheldigt er ensbetydende med ulykke, det kommer du til at høre meget mere om senere, når jeg begynder at præsentere Mayas Verden 3.
Nu skal redigeringen af Mayas Verden 1 færdiggøres, og så skal jeg fortsætte med at skrive på Mayas Verden 2, som jeg allerede har skrevet flere kapitler til. Og jeg må indrømme, at jeg undervejs i skriveriet til Mayas Verden 2 tænker ‘Godt det ikke er mig’, for stakkels Maya bliver virkelig sat på en prøve.
