Nogle gange i tilværelsen er der brug for et kærligt spark bagi, så vi løfter blikket og se verden på ny. Jeg trængte til sparket, da jeg i min egen lille andedam slet ikke så fremtiden, som jeg burde se den. Sparket har gjort mig godt. Det har givet mig mange nye tanker og ideer. Men det har også medført, at et par selvmål lige skal rettes, inden hammeren falder.

Et af kærlige spark, jeg fik, var om mit eget potentiale og egne ambitioner. Det fik mig selvfølgelig til at stoppe op og stille skarpt på mig selv. Hvad er mit potentiale som forfatter? Hvilke ambitioner har jeg som forfatter? Jeg vil undlade at kommentere på et evt. potentiale. Det er jeg ikke den rigtige til at gøre. Det er redaktører og læsere, der skal vurdere det. Men det er mig, der skal forholde mig til emnet ambitioner. Har jeg nogen? Og i så fald, hvor små eller store er de? Hvor store eller små sko ønsker jeg at træde ud i forfatterlivet med?

Det er nu, jeg skal vælge min sti. Har jeg det fint med lidt hygge skriveri til danskerne? Eller ønsker jeg oversættelser og internationale læsere? Det kræver lidt forskellige vinkler som forfatter. Uden at kende reaktionen på debutromanen der er undervejs, så må jeg indrømme, at jeg drømmer stort. Det vil være fantastisk at få oversat bogen og få den udgivet internationalt.

Så i al ydmyghed har jeg lyttet og taget gode råd til efterretning. For at gøre romanen klar til en international læserskare så er nogle justeringer nødvendige i romanen. En af justeringerne er blandt andet at have fokus på navne. Er der valgt navne, der kan udtales i udlandet? Eller er der brugt navne, som f.eks. Søren, der er pæredansk?
Jeg har valgt at tilpasse nogle af navnene, så de også staves internationalt. Mange navne i Danmark er godkendt med flere forskellige stavemåder. Det betyder bl.a. at ’Maja’ får en lille opdatering til ’Maya’, som er den engelske stavemåde, der også er et godkendt dansk navn.

Bort set fra den mindre navneændring er Maya stadig den samme skønne kvinde, der prøver at finde og hale i tilværelsen – og får rodet sig ud i nye og uvante situationer.
Håber I vil tage lige så godt imod Maya, som I tog imod Maja.
