Site icon Pia Grønlund

Hvornår regner du med at leve af at være forfatter?

Inden jeg begyndte at skrive officielt, havde jeg ikke forholdt mig til økonomien i at være forfatter. Det var en hyggelig hobby, hvor teksterne efterfølgende (uredigeret) blev lagt i skuffen. Ingen ambitioner om trykt bog.

Men de kom. Tænk at stå med en trykt bog i hånden, og vel og mærke ikke en hvilken som helst trykt bog. Min bog. Tænk at stå med min trykte bog i hånden. Tanken voksede og det samme gjorde de spæde ambitioner.

Indenfor forfatterkredse er det mildt sagt ikke normalt at dele informationer om økonomien – på nær den officielle biblioteksafgift hvor alle kan se, hvad den enkelte forfatter får udbetalt.

Et hurtigt regnestykke af biblioteksafgiften gjorde mig opmærksom på, at der skulle en del eksemplarer af samme roman eller flere romaner til for at komme over minimumsbeløbet og i det hele taget få udbetalt noget.

Udover at kigge på mulighederne for at få bibliotekspenge, så begyndte jeg også at stille skarpt på indtjeningen til forfatteren for bogsalg. Og her er der heller ikke meget at komme efter. Typisk får en forfatter mellem 30-40 kroner for hver solgt roman. Og første oplag af en roman er sjældent over 200 bøger.

I det hele taget er det faktisk et rigtig dårligt (og deprimerende) regnestykke at lave. Udbyttet af uendelig mange timers skriverier, redigering, o.s.v. bærer på ingen måde frugt økonomisk. Timeprisen som forfatter er lav. Meget lav. Med mindre du har haft et gennembrud som Jussi Adler-Olsen eller Sara Blædel.

Nok om økonomien i at være forfatter. Jeg startede med at skrive som en hobby, og jeg fortsætter med at skrive som en hobby. Den indtjening der måtte komme, tager jeg som ekstra lommepenge, så der er til en ekstra is på stranden eller en café tur i vintermørket.

De eneste to ændringer jeg umiddelbart har lavet, er at jeg er begyndt at redigere mine tekster med henblik på udgivelse – i stedet for at lægge dem i skuffen. Og jeg deler min hobby med dig. Ellers er det business as usual.

Exit mobile version